SEO har i mange år været en central del af virksomheders digitale markedsføring. Men måden, vi søger efter information på, er under forandring.

At søge med Google er ikke længere, hvad det var. Flere brugere stiller i dag spørgsmål direkte til AI-værktøjer som ChatGPT, Google Gemini og Microsoft Copilot. I stedet for at få en traditionel liste med links får brugeren et samlet svar, der ofte bygger på information fra forskellige kilder.
Det har skabt et nyt begreb inden for digital markedsføring: GEO – Generative Engine Optimization.
Hvad er GEO?
GEO står for Generative Engine Optimization. På dansk kan det beskrives som optimering af indhold med henblik på at blive synlig i generative AI-svar med f.eks. ChatGPT eller Gemini.
Hvor traditionel SEO handler om at optimere en hjemmeside, så den bliver fundet og rangerer højt i søgemaskiner, handler GEO om at gøre virksomhedens information mere relevant og anvendelig for generative søgemaskiner og AI-systemer.
Forestil dig eksempelvis, at en potentiel kunde spørger: “Hvilke bureauer er bedst til at lave et nyt logo til mig?” En traditionel søgemaskine vil typisk vise en række links til websites, som brugeren selv skal undersøge. Et generativt AI-værktøj kan i stedet formulere et samlet svar og nævne bestemte bureauer, virksomheder eller kilder.
Her opstår en ny form for digital synlighed. Målet er ikke kun at få brugeren til at klikke på et søgeresultat. Målet kan også være, at virksomheden bliver nævnt, anbefalet eller brugt som kilde i AI’ens svar.
Hvad er forskellen på GEO og SEO?
SEO optimerer til søgemaskiner. GEO optimerer til generative AI-svar. En god SEO være et vigtigt fundament for GEO. Der er dog betydeligt overlap mellem de to discipliner.
| SEO | GEO |
|---|---|
| Search Engine Optimization | Generative Engine Optimization |
| Fokus på traditionelle søgemaskiner | Fokus på generative AI-systemer |
| Målet er bedre placeringer | Målet er synlighed i AI-genererede svar |
| Klik og organisk trafik er centrale | Omtale, citationer og synlighed er centrale |
| Søgeord og søgeintention er vigtige | Emner, kontekst og entiteter er vigtige |
| Backlinks og autoritet spiller en stor rolle | Troværdighed og autoritet er også vigtige |
SEO og GEO hænger sammen
En virksomhed har stadig brug for en teknisk velfungerende hjemmeside, godt indhold, relevante søgeord, autoritet og en god brugeroplevelse. Det er alt sammen klassiske SEO-discipliner. Så GEO er ikke en erstatning for SEO.
GEO tilfører et ekstra spørgsmål: “Kan AI-systemer forstå, hvad vores virksomhed ved noget om – og kan de bruge vores information, når de genererer et svar?“. Det kræver, at virksomhedens viden er tydelig, struktureret og troværdig.
Tidligere var den typiske søgeadfærd relativt simpel: Søgning → Google → klik → hjemmeside
I dag kan kan det være: Spørgsmål → AI → sammenligning → undersøgelse → hjemmeside
AI bliver et ekstra lag mellem brugeren og virksomheden. Hvis en potentiel kunde spørger et AI-værktøj om en bestemt type produkt, service eller virksomhed, kan de virksomheder, der bliver nævnt i svaret, få en vigtig konkurrence fordel. Det gør GEO relevant for virksomheder, der ønsker at være synlige dér, hvor deres potentielle kunder søger information.

Hvordan fungerer GEO?
Generative AI-systemer forsøger at forstå et spørgsmål, finde eller anvende relevant information og formulere et svar. Derfor er det ikke nødvendigvis nok at gentage et bestemt søgeord mange gange. I stedet handler det om at gøre indholdet klart, relevant, dækkende og troværdigt.
Hvis en virksomhed eksempelvis sælger software, kan det være – logisk nok – relevant at skabe indhold om produktet:
- Hvilken type software?
- Hvad koster det?
- Hvordan vælger man den rigtige løsning?
- Hvilke funktioner bør man kigge efter?
- Hvad egner det sig bedst til?
- Hvordan implementerer man systemet?
På den måde opbygger virksomheden et bredere vidensunivers omkring sit fagområde. Det kan både styrke SEO og gøre virksomhedens information mere anvendelig i AI-baserede svar.
GEO handler om mere end søgeord
En af de væsentligste forskelle mellem SEO og GEO er, at man i højere grad skal tænke i emner og sammenhænge. Et AI-system skal forstå virksomhedens samlede digitale tilstedeværelse. Hvem er virksomheden, hvilke kunder, hvilke services, virksomhedens ekspertise etc.
Hvis AI skal bruge information fra en virksomhed i et svar, er det en fordel, at virksomheden fremstår som en troværdig kilde. Derfor bør virksomheder arbejde med deres ekspertise, autoritet og troværdighed.
Det kan blandt andet ske gennem faglige artikler, cases, presseomtale, branchemedier og kundeanmeldelser. Det handler ikke kun om, hvad virksomheden selv skriver på sin hjemmeside. Det handler også om, hvordan virksomheden bliver omtalt og forstået andre steder på nettet.
Hvordan bliver man så synlig i ChatGPT?
Der findes ikke et simpelt trick for at få en virksomhed placeret i et ChatGPT svar. Generative AI-systemer fungerer ikke på samme måde som en traditionel søgemaskine. Fokus skal ikke være på en enkelt “GEO-hack”. I stedet bør virksomheder arbejde systematisk med:
- Relevant indhold – Besvar de spørgsmål, kunderne faktisk stiller.
- Faglig ekspertise – Demonstrér reel viden inden for jeres område.
- Tydelig struktur – Gør information let at forstå og finde.
- Troværdige kilder – Underbyg vigtige påstande.
- Original viden – Publicér egne data, undersøgelser og erfaringer.
- Digital autoritet – Sørg for, at virksomheden også er synlig og omtalt korrekt uden for egen hjemmeside.
Sats på både SEO og GEO
For de fleste virksomheder giver det mere mening at tænke SEO og GEO som to dele af samme digitale strategi. SEO er fortsat vigtigt for at blive fundet i traditionelle søgeresultater. GEO bliver relevant, når brugeren i stedet søger information gennem generative AI-systemer.
En moderne digital strategi bør derfor ikke kun spørge: “Hvilke søgeord skal vi ranke på?“. Den bør også spørge: “Hvilke spørgsmål vil vores kunder stille – og hvilken information skal de møde, når de søger efter svaret?“. Det skift fra søgeord til spørgsmål og fra ranking til synlighed er centralt for GEO.
Bliv en del af svaret
SEO har traditionelt handlet meget om placeringer. Er du nummer 1, 3 eller 10 på Google? Med generative AI-svar bliver spørgsmålet mere komplekst. En virksomhed kan være værdifuldt synlig, selvom brugeren ikke ser en traditionel rangliste.
Hvis AI’en eksempelvis nævner din virksomhed som en relevant leverandør, bruger dit website som kilde eller fremhæver din ekspertise, har du opnået en anden form for digital synlighed.
Derfor kan virksomheder fremover få behov for at måle mere end blot rankings og organisk trafik. Det kan også blive relevant at følge:
- Hvor ofte virksomheden bliver nævnt i AI-svar
- Hvilke spørgsmål virksomheden bliver nævnt på
- Hvilke konkurrenter der nævnes
- Hvilke kilder AI-systemerne refererer til
- Om virksomhedens budskaber bliver gengivet korrekt
En fremtid med GEO og godt indhold
GEO bør ikke handle om at forsøge at manipulere AI-systemer med kunstige teknikker eller overdreven brug af bestemte søgeord. Det bør handle om at skabe den information, som brugerne faktisk har brug for.
SEO har fået selskab af nye former for søgning. Derfor bør virksomheder allerede nu begynde at tænke over, hvordan deres indhold fungerer i både traditionelle søgeresultater og generative AI-svar. SEO handler om at blive fundet. GEO handler om at blive en del af svaret.
29.08.2026 Indlæg på CXO2’s blog på www.CxO2.dk/blog
Indlægget er korrekturlæst med AI
Sådan abonnerer du på indlæg i denne blog:
Besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG
eller besøg Facebook udgaven og tryk SYNES OM
