globale forsyningsproblemer. Pixabay 17/1/2022

De globale forsyningsproblemer fortsætter, og effekterne af det vil ses i mange år. I indlægget beskrives, hvordan forsyningskæderne (supply chain) volder problemer. Det handler om Corona, produktionsnedgang, koks i transportsektoren, forsinkelser og varemangel og ender med prisstigninger og inflation.

Chip- og komponentkrisen foregår parallelt med en bredere global forsyningskrise. Fragtpriser er vokset med flere hundrede procent, ligesom leveringstiderne er forlængede. Krisen er udløst af en lang række faktorer, bl.a. mangel på medarbejder på grund af Corona-virus, og at forbrugere verden over køber flere varer i stedet for rejser og serviceydelser. Det har givet en ubalance i den globale kæde af containere og skibe verden over. I nogle brancher opleves det som rent disruption af virksomhederne.

Berørte markeder

Vi har mest hørt om containerskibe og elektronik komponenter. Men der er globale forsyningsproblemer på mange områder. Nedenfor tager vi en tur igennem en række brancher.

chip produktion og forsyningsproblemer

Mikrochips

Det er en global mangel på mikrochips (semiconductors), som har givet verdensomspændende forsyningsproblemer. Det har alle vist hørt. Hvis man skal tro Intels øverste chef Pat Gelsinger, fortsætter problemerne et par år endnu. Og chips anvendes jo snart i alt, så det påvirker mange produkter, – computerudstyr, biler, IT, telefoner, sikkerhedsudstyr, legetøj og gaming samt hårde hvidevarer bare som eksempler.

I de sidste 2 år har Kina i flere perioder lukket fabrikker, havne og hele byer pga. Corona. Og det forsætter. I starten af januar 2022 nedlukkede Kina iflg. ITwatch byen Xi’an med 13 mio. indbyggere, byen huser chipproducenterne Samsung og Micron. I marts 2022 nedlukkede Kina iflg. avisenDanmark byen Shenzhen med 19 mio. indbyggere, byen er hjemsted for Huawei. Fra den ene dag til den anden er producenter og transport sat i stå, og det give store problemer iflg. TV2.

Danske elektronikvirksomheder meldt en efter en i 2021 om, at de må forsinke, stoppe eller omlægge produktion, fordi de venter på levering af elektronik komponenter. Evnen til hurtigt at ændre sine produkter er en ny konkurrenceparameter i 2021 og 2022, hvor leveringstider på mikrochips og andre elektroniske komponenter fortsætter med at være lange.

Flere må re-designe sine produkter i et forsøg på at komme forsyningsproblemer til livs. Virksomheder som Danfoss, Demant og GN fortæller til Ingeniøren, at de må re-designe produkter, for at anvende de komponenter, der kan fås.

IT-branchen

IT var en af de første brancher, der blev ramt. Når der er stor mangel på chips, rammer det alle former for it-udstyr. Det er fatalt, når man har et nedbrud, og ikke kan få leveret reservedele. For udstyr med stor volumen som Smartphones, PC og printere er nogle produkter i restordre. Netværksudstyr og serverprodukter er ikke mest ramt, men dog omfattet af højere priser og længere leveringstider.

Memory-chips (hukommelseschips) var gået fri af leveringsproblemer i 2021. Nu er memory-fabrikker også ramt af Corona nedlukning, og det rammer især de store datacentre, som er de største forbrugere af memory-chips.

Transport

pixabay containere og og forsyningsproblemer

De varer, der er på søen et par måneder ekstra, skaber mangel i forsyningskæden. Containerskibene akkumulerer mere og mere forsinkelse, når de skal vente på at komme ind i havnene. Når de endelig kommer ind, mangler der mandskab og lastbiler, så der er også lang ventetid på at blive lastet og losset.

Før pandemien tog det typisk omkring 45 dage at få sendt en container fra Asien til Europa. Primo 2022 er det steget til typisk 110 dage jf. Transportmagasinet.

Containere hober sig op, mens de venter på et skib. I Århus Havn, Danmarks største containerhavn, måtte man i hast søge kommunen om lov til at stable containere i 7 etager mod normalt 3 etager i containerhavnen. Det i sig selv giver også forsinkelser i håndteringen, – det er jo som at spille Tetris, sagde en kranfører. Nogle havne mangler tomme containere, fordi de fulde containere er så lang tid undervejs.

Der er kø ved indsejlingen til verdens store havne, og virksomheder kan se frem til høje priser og forsinkede leverancer i op mod et helt år endnu, vurderer branchedirektør Michael Svane fra Dansk Industri, som kalder problemerne på verdenshavene for årets største udfordring for erhvervslivet næstefter selve epidemien.

Presset på de globale forsyningskæder er blandt andet kommet til udtryk ved store stigninger i priserne på søfragt og råvarer. Presset er særligt fokuseret i området omkring Kina, og derfor er priserne på søfragt især steget på ruterne fra Kina jvf. Finansministeriet.

Og bedst som det lige så ud til at gå i positiv retning, lukker Kina ned igen medio marts 2022.

Pressebillede fra Elgiganten, som ser forsyningsproblemer

Forbrugerelektronik

Alle varer, som indeholder elektronik eller er afhængig af elektronik i produktionen, er ramt i forskelligt omfang. Der er indimellem udgåede produkter i de store elektronik butikker, byggemarkeder og hårde hvidevarer butikker. Kunder må vænne sig til svaret “restordre” og acceptere, at de må vælge en anden model end den, de efterspørger.

chevrolet fra pixabay.com forsyningsproblemer med biler

Lang leveringstid på biler

Forsyningsproblemer ramte hurtigt nye biler. Netop biler er i dag et kompleks ting med masser af elektronik, – ikke kun fordi det er hybrid eller el, mere fordi sikkerhed og førerassistent funktioner medfører meget elektronik i nye biler.

En gennemsnits bil har i dag 2.000 chips iflg. Scientific American, og el-biler er ikke indregnet her. En almindelig plug-in hybrid med hele pakken af sikkerhed og føre-assistance siges at have over 3.000 chips. Det er elektronik til adaptiv fartpilot, automatisk parkering, automatisk styring, skilte genkendelse, varsling for påkørsel, kamera og meget mere.

Leverancen af nye biler er hårdt ramt. Flere bilfabrikker har skruet ned for produktionen (Toyota 40 % ned) og nogle har helt lukket fabrikker i uger (Ford) eller måneder (Opel), fordi de mangler komponenter.  Autobranchen taler om leveringstider på op til 12 mdr. på nogle nye biler.  Det irriterende for både forhandler og kunde er, at ingen kan sige, hvornår der kan leveres.

Tesla er nok mindst ramt, fordi man her allerede havde prioriteret egenproduktion højt, dvs. mindre afhængig af underleverancer. Og Tesla troede på fortsat salg, mens flere andre skruede ned for produktionen i starten af Corona og midt under Corona skulle skalere op igen.

Auto reparation er ramt

FDM skriver i Chipkrisen kan også ramme din nuværende bil, at de både fra medlemmer og værksteder hører om problemer med at få repareret biler på grund af mangel på reservedele. Forsikrings- og leasingselskaber har også problemer, fordi skadede biler ikke kan repareres, som deres kunder forventer.

På grund af problemer med transport mangler bilproducenterne ikke kun chips, men andre ting, der fragtes langt, der meldes f.eks. om skum til sæder og plastic til beklædning.

problemer med træ

Problemer med træ voksede

Nedlukninger har forårsaget produktionsstop hos mange savværker. Derfor er lagrene i bund. Det gælder både nåletræ til byggeri fra Sverige og Baltikum samt hårdt træ til møbler fra Tyskland, Frankrig og Polen.

I Canada fejllæste træindustrien konsekvenserne af Corona, så da verden begyndte at lukke ned, skruede producenterne også ned på mængden af træ. Men det gik omvendt, for folk ønskede at bygge om, bygge til eller bygge nyt, og det gjorde efterspørgslen større, så både træpriser og leveringstider steg voldsomt.

Forsyningskrise tøj

Tøj og varemangel generelt

Alle brancher, der opererer på tværs af kontinenter, oplever forsyningsproblemer. De primære årsager er reduceret produktion i Østen og vanskeligheder med transport fra østen, og så rammes alle de varer, som vi får fra Østen. Derfor melder også tøjbutikker om manglende varer.

Ejer af Bestseller, Anders Holch Povlsen har iflg. Jyllands Posten 16.01.2022 kaldt forsyningskrisen for en af de største udfordringer, han nogensinde har oplevet med Bestseller.

Børsen skrev oktober 2021, at både butikker og leverandører af sportsudstyr melder om mangel på varer. De er udfordret af den globale forsyningskrise, der betyder, at både produktionen og fragten af sportsudstyr går langsommere og er blevet langt dyrere.

Niels Ralund, der er E-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, sagde i oktober 2021 til TV2, at “varemanglen er historisk stor, – jeg kan slet ikke mindes, at vi før har set noget, der bare minder om det her“. 

supermarked og forsyningsproblemer pixabay

Fødevarer

Vi har ikke i Danmark mærket de store problemer i fødevare butikker, det er jo også begrænset, hvad vi importerer udenfor Europa. Men andre regioner er mere sårbare. I England oplevede man tomme supermarkeder i 2021, fortalte TV2.

I USA er fødevareproduktionen gået ned pga. sygdom og isolation, og i USA spiller transportsektoren også mere ind med de store afstande. Wall Street skrev ultimo januar 2022 “US Food Supply Is Under Pressure, From Plants to Store Shelves“.

Supermarkeder har kæmpet for at holde hylderne fulde, som følge af mangel på arbejdskraft i fødevaresystemet fra producent til distributør. “Nu bringer omicron problemet til et nyt niveau“, skriver Bloomberg januar 2022.

Indtjening falder

Det er klart, at når man ikke kan skaffe det, man skal sælge, falder indtjeningen. Og når man mangler komponenter i produktionen, stiger omkostning, salget udebliver og indtjening falder.

Som et eksempel kan nævnes Vestas, som selv forklarer at forstyrrelser i den globale forsyningskæde mere end halverer overskud i Q3 2021. På grund af Corona er der opstået flaskehalse i deres globale forsyning af forskellige varer og komponenter, siger Vestas til fagbladet 3F.

stigende priser (Pixabay)

Prisstigninger

Takket være Omikron, Kinas nultolerancepolitik over for Corona og vores buldrende privatforbrug er problemerne med de globale forsyningskæder ikke ved at blive mindre. Tværtimod. Nu rammer prisstigninger for alvor de danske forbrugere.

Når der er varemangel, stiger priserne. Det handler om udbud, efterspørgsel og pris-elasticitet. Det gælder ikke kun komponenter, men i høj grad transport. I pressen tales om, at prisen for at sejle en container fra øst til vest er steget fra 20.000 Kr. til 150.000 Kr. fra 2020 til 2022. Det smitter af på priserne på alt, uanset om varen er produceret derude, eller om der i varen bare indgår materialer, der kommer derfra via container.

Forbrugerrådet Tænk oplyser i januar 2022, med Pricerunner.dk som kilde, at på et år er prisen på træ steget op til 373 %, grafikkort 83 %, computerskærme 35 %, batterier 50 % og havemøbler med 23 %. Måler man over alle varer i en branche, taler Danmarks Statistik dog om væsentligt lavere tal end disse.

Som endnu et bidrag til forsyningsproblemer “er der i øjeblikket historisk stor mangel” på blandt andet byggematerialer“, oplyste Dansk Industri omkring årsskiftet. Ikea reagerede på fragtpriser og mangel på træ, ved primo 2022 at varsle prisstigninger på op til 50 %.

De danske varehuse slipper ikke udenom forsyningsproblemer, og her stiger priserne på mere end halvdelen af varesortimentet i Danmark som følge af forsyningskrisen ifølge Finans. 

Globalt handler det om en prisstigning på et år på cirka ni procent i gennemsnit med variationer på tværs af sortimentet og fra marked til marked. Prisjusteringen lokalt påvirkes ikke kun af råmaterialerne, men også af driftsomkostninger og omkostninger til transport på land, til søs og logistik generelt, siger en talsperson fra Ikea Danmark i en kommentar til Finans.

Fra priser til inflation

Et godt eksempel er, at mangel på biler pressede priserne op. Priser og leveringsproblemer smitter af på brugtbilmarkedet. FDM skrev i december dec. 2021, at brugte biler er steget 20 % på et år, brugte el-biler endnu mere. Jeg har kørt et år i min Ford, og kan i dag – helt usædvanligt – sælge den til en højere pris end min købspris.

I Forbrugerrådet Tænk konstaterede cheføkonom Morten Bruun Pedersen, at der er tendenser til generelle prisstigninger på næsten alle forbrugsgoder. Han nævnede, at det især var el, benzin, gas, hårde hvidevarer og byggematerialer, hvor der også kunne være leveranceproblemer.

Inflationen fortsætter i 2022

Globale forsyningsproblemer vokser sig endnu større i 2022, og herhjemme kan virksomhederne ikke længere holde priserne nede, skriver Politiken.

Der er virksomheder, der kommer i likviditetsproblemer, fordi de ikke kan fakturere de omkostninger, de har afholdt. “Det spreder sig som ringe i vandet, og der er ingen tvivl om, at det er forsyningskædeeffekter, der kan medføre, at vi får et større økonomisk tilbageslag,” forudså Kent Damsgaard allerede i 2020 i Mandag Morgen, da han var politisk direktør i DI.

Varemangel, leveringstid, transport koks, stigende råvarepriserne, stigende priser på transport og emballage, det er jo stigende omkostninger. Når omkostninger og priser stiger, skubber det til inflationen. Vi ser primo 2022 en væsentlig rentestigning, både i Danmark, Europa og USA. Tiden med en meget lav inflation må vi lægge bag os nu.

Cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen understregede, “at forsyningskrisen rammer hele den danske økonomi, vi taber vækst på gulvet“.

2022 er startet med det hurtigste rentehop i seks år. Renterne er steget hurtigt i januar efter ny inflationsforskrækkelse. Thomas Harr, vicedirektør i Nationalbanken, siger i Børsen 21/1/22 “Jeg er overrasket over, hvor højt den amerikanske inflation er kommet op. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig 7 pct. inflation.” Den Europæiske Centralbank vil gerne holde inflationen på 2 %, men i starten af 2022 er den omkring 6 %. Det har vi ikke set i årtier.

Tempoet i den økonomiske vækst både i USA og globalt vil sandsynligvis falde mere kraftigt end tidligere forventet. Det siger Den Internationale Valutafond i sin seneste prognose januar 2022 med henvisning til inflation, Omikron og forsyningskædeproblemer.

Hvad skyldes alt dette

Faktisk er der ikke en enkelt årsag. Forsyningsproblemerne er et sammenfald af mange omstændigheder, og netop derfor tager det lang tid at komme på ret køl igen. Det er hvad man kan kalde en perfekt storm. I et selvstændigt indlæg “Årsagen til forsyningskrisen” beskrives de mange årsager, domino effekten, der er skyld i forsyningskæden bristede.

prisstigninger bliver værre

Det kan blive værre endnu

Shippingeksperten Lars Jensen skrev på Twitter, at for de nordamerikanske havne forværredes situationen kraftigt fra primo januar 2022. Han skrev, at “situationen i Nordamerika er nu meget værre end på noget tidspunkt i løbet af de sidste 14 måneder”. Han noterede sig, “at køen af ventende skibe uden for Los Angeles og Long Beach nåede en ny rekord på 106 fartøjer den 12. januar, og at Mærsk meddelte, at ventetiden for skibe til kajplads i Long Beach var 38-45 dage“.

Kommer der stigende smitte med Omikronvarianten i Kina, kan det give flere problemer, vurderer underdirektør i Dansk Industri, Peter Thagsen. Det kan ramme virksomheder i vesten endnu engang, hvis kinesiske provinser og regioner lukkes ned, hvor de får produceret varer, siger underdirektøren.

Og Kina strammede grebet igen primo 2022 ifm. afholdelsen af Vinter OL. I januar 2022 har smittetilfælde fået myndighederne til at indføre udgangsforbud i flere millionbyer. Flere andre steder er kontorer, boligblokke eller indkøbscentre blevet lukket ned for 3. gang.

Og vi skal ikke stirre os blinde på Kina, for andre markeder har også store problemer på skift. Man skal også holde øje med sygdom og restriktioner i Hong Kong, Taiwan, amerikanske havne og Afrika. Ja faktisk hele verden omkring os kan skabe nye forsyningsproblemer.

Læs mere

Læs blog indlæg om generelle it forhold under Corona krisen og god oversigt over tidligere indlæg om Corona i Corona timeline.

Få forståelse af de mange årsager, der er skyld i at forsyningskæden bristede, i indlægget Årsagen til forsyningskrisen.

Indlæg på CXO2’s blog på www.CxO2.dk/blog

Vil du abonnere på nye indlæg på denne blog?
Så besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG eller
besøg Facebook udgaven og tryk på SYNES OM.

 

De globale forsyningsproblemer
Del gerne til dine kontakter:
Annonce

Annonce
Tagget på: